1 januar.

 

Var på ingen måde, som jeg trængte til.
Det føltes så slemt, at jeg var ved at knække sammen flere gange. For jeg kunne slet ikke bære det.

Det hele startede …

da jeg skulle skynde mig ud af døren. Den 31 december 2019 havde vist sig fra sin flotteste side.
Jeg var mødt på arbejde kl. 6.30. Vi havde slet ikke travlt. (Jeg arbejder i et call center/kontrol central. Så det er os du får fat i, når firmaer har lukket, du sidder fast i en elevator, osv.)
Der var plads til at hygge snakke.
Nyde solopgangen, som kunne ses i det fjerne. De bløde farver over industridelen af Esbjerg.
Jeg var endda vågnet af mig selv, kl. lidt over 5. Fik puttet lidt med Kasper, som stadig sov ret sødt.

Efter arbejde, var vejret det fineste. Små bølger på vandet, høj sol og en mild brise.
Jeg kørte ind forbi de 4 store hvide mænd, som vogter her i Esbjer, og gik mig en tur.
Fik endda sat mig og mediteret i 10 minutter, for det føltes som det helt rigtige. Også selvom jeg kan synes det er lidt mærkeligt bare at sætte sig midt ude i det hele. Men jeg gjorde det. Det gjorde mig glad!

Videre til mit event i Santosha med at sætte intentioner. Jeg nåede lige hjem og hente alle mine små krystaller, også blev der ellers mediteret derud af. Det var en helt perfekt måde at sætte sløjfe om 2019 og mærke efter, hvor energien skal hen, her i 2020.
Vi snakkede utroligt meget om at være tilstede i sine følelser. Mærke efter. Se tingene ude fra, og ikke være fange af sine følelser hele tiden. Som når vi bliver oprørte over noget, som vi går helt agurk over. Hvor hvis vi så dette ske for en anden, måske bare ville tænke, at det ikke var andet end det?

 

Følelser gør det hele lidt ekstra …

uklart. Ulideligt. Træls.
Det kan vist godt beskrive min oplevelse af at smække min nøgle inde i vores lejlighed. Også mens Kasper er i Århus og fejre nytår. Og da vi har systemlås, er en låsesmed bare ikke en redning. Medmindre man har mange penge. Som i ret mange penge. Det er ikke en billig affærer.

Jeg havde lidt travlt, da jeg skulle ud af døren. Og skulle liiiige hente en læbestift, som jeg slet ikke tog på i løbet af aftenen. Jeg havde mine nøgler i hånden, sammen med min taske – lagde begge dele på gulvet. Tog tasken og kiggede mig ikke tilbage. Så fra det ene sekundt at have alt hvad jeg behøvede. Til at have frarøvet mig selv min nøgle, nu tingene skulle gå ekstra hurtigt. (jeg er ALTID for sent på den).

Da døren lukkede sig foran mig, var min aften ødelagt.
Eller ihvertfald min forventning til slutningen på aftenen.

Jeg kunne slet ikke vente, til jeg havde sengen og lejligheden for mig selv.
At jeg skulle tidligt i seng og bare nyde at være alene. For det elsker jeg i store træk.
Jeg er også vild med når Kasper er der. Men jeg NYDER det, når han ikke er der engang imellem.

Derfor havde jeg SÅ mange følelser og forventninger for min mere stille nytårsaften, godt boret ind i min hjerne. Jeg kunne slet ikke overskue, at jeg ikke fik det, jeg trængte til aller mest. Jeg higede efter.
Mine forventninger var:

1. nyde aftenen med mine forældre og deres to vennepar, som vi har ses med, siden vi var små.
2. se nytårsfyrværkeri på tagterrassen.
3. gå tidligt i seng. ligge lige i midten af den største og bedste investering vi endnu har lavet.
4. vågne op næste morgen – uden tømmerdrenge – og tænde for projektoren.

Så simpelt. Men helt uladsiggørligt.

 

Løsningen var, at jeg …

sov hjemme ved mine forældre. Hvor der allerede var redt op i det ene værelse, fordi min bror er hjemme på besøg. Han havde givet mig grønt lys til at stjæle hans plads. Så tog han bare sofaen, hans favorit plads i huset, når han kom hjem.
Og heldigvis for det, da han først var hjemme kl. 6.00 om morgenen. Vi byttede dog plads da jeg stod op kl. 9. Ellers fik han aldrig en chance for at sove bare lidt igennem.

Vi hyggede med tv og morgenmad. Min far, bror og jeg.
Kasper havde tænkt sig at komme hjem kl. 18 og jeg havde stadig den der trælse følelse.

Jeg følte virkelig at jeg havde mistet min frihed – som jeg tilfældigvis også havde sat som ordet for 2020. FRIHED. Og ikke engang inde i det nye år, var det blevet taget fra mig. Følte jeg.

Men når jeg stiller mig, ser situationen ude fra. Tager følelserne ud af oplevelsen. Så har jeg på intet tidspunkt manglet noget som helst. Jeg har den dejligste familie. Jeg har et sted at sove. Jeg er elsket og får doneret ekstra tid med familien. Jeg har bare taget et valg om, at lade følelserne styre min historie.

To af mine søde veninder var rigtigt gode til at skrive det helt rigtige til mig. Måske endda et lille tegn til, at jeg lige skulle prøves lidt af. Og at tingene nok skulle ordne sig.
Det gjorde det også. Jeg fik muligheden for at hente en nøgle.
Det blev istedet nøglen til Santosha. Yoga studiet hvor jeg elsker at være, og nyder at arbejde.
Jeg fik lov til at undervise timen.
Kunne føle min frihed.
Det gjorde mig SÅ glad!

 

Jeg valgte at blive i mine følelser, istedet for …

at nyde hvad jeg fik. Være tilstede i øjeblikket og bare ændre mine forventninger en smule.
Da Kasper kom hjem, slap jeg lige så stille de følelser, og glædede mig ved at være hjemme. Også endda med ham jeg elsker. Han gav mig lov til at føle det hele, og inviterede mig så ind i hans varme. Prøvede at muntre mig op. Det virkede!

Jeg kunne så i dag, den 2 januar, formet starten af dagen på den måde jeg trængte til.
Morgenmad med Kasper, Netflix i sengen på projektoren, hygge arbejde og med mit fine yoniæg i.

 

De mange måder livet lærer en, at tage livet lige nu. At være tilstede og ikke altid søge det perfekte.
De er bare over det hele.
Men det betyder også at jeg aktivt skal tage et valg, og være ok med at tingene ikke er, som jeg havde tænkt dem.

Livet skal leves forfra, og forståes bagfra.
– Søren Kirkegaard.

♡