Hjemvendt. Tilbage i Esbjerg.

 

Forandring fryder, siger de, og jeg er ikke nødvendigvis uenig.

Vi arbejder alle på at fylde vores CV’er med en masse præstationer og historier. Jeg håber inderligt at det er for lysten og ikke bare for at komme videre. Nogle ting i livet bliver vi nød til, for at uddanne os om livet; når jobbet, stedet, oplevelserne eller vennerne bliver for snævre. Så skal græsmarkerne forandres. Men er det fordi verden siger det, eller er det fordi mave fornemmelsen får lov?

 

”Keep taking time for yourself until you’re you again.”
– Lalah Delia.

 

I fredags sagde jeg farvel, og måske på gensyn, til mit job på Club La Santa. På et tidspunkt kan ens oplevelser ikke give én mere igen, end bare glæden ved at gøre sit arbejde og være blandt mine kollegaer og gæster, mennesker som på hver sin måde har fået en plads i mit liv. Nogle af dem har fået en plads i mit hjerte.

Jeg har lært meget! Både om mig selv, men bestemt også om andre; lederstile, kærlighed, venskab, tolerance og hvor grusomme mennesker kan være mod hinanden – men også hvor fantastiske de kan være. CLS er, for os der både arbejder og bor på stedet, det sande Paradise Hotel, bare uden alt det med at vinde penge og bolle på TV. Men ellers har stedet alt. Både de gode og dårlige dele, som livet også formår at give en, uden at man er på en lille ø, et sted til venstre for Afrika.

Jeg har før skrevet lidt om min læring og oplevelser hernede, læs dem HER og HER.

 

At komme hjem er mærkeligt, også selvom det føles, og bestemt er, den helt rigtige beslutning jeg har taget. Jeg føler mig hel, men utrolig rastløs. For min tilværelse nu er omringet af uendelig meget usikkerhed, eller lad mig kalde det frihed. Jeg ved ikke helt hvad der nu skal ske. For der kan ske så meget og der er så mange drømme. Men hvor skal jeg starte?

Skolen har aldrig lært mig hvordan jeg får ting gjort. Hvordan man virkelig gør sine drømme til virkelighed, hvis de er anderledes end normen. Hvordan jeg bliver stolt nok af den jeg er, så jeg, uden at holde mig tilbage, kan tage min helte kappe på og drøne derud af med mine ambitioner. For hvor skal jeg starte?

Jeg beundrer virkelig de mennesker, som uden, eller med, den store erfaring bare drøner derud af – uden støttehjul og får tingene gjort. At de beslutter, at de ved nok til at det kan lade sig gøre. At de er troværdige og kan kalde sig alle mulige titler. For er man selv in charge eller skal man udnævnes? Hvornår ved man nok til at belærer andre om det man ved, eller ikke ved?!

 

Modtagelsen.

Var intet mindre end FANTASTISK!! Jeg faldt næsten sammen af glædes tårer og for mange følelser, der var buret lidt inde. At indse at tingene forandres og faktisk tage rejsen, helt selv. Det er hårdt. Men en kæmpe frihed at kunne give slip på følelserne og være helt ærlig med mig selv.
To af mine kæreste veninder stod i lufthavnen, uden at jeg vidste det, med et banner “Power Puff”. Vi har lige siden vi stødte ind i hinanden i Fitness DK været tætte. Fuld support og ærlige, udfordrende snakke og udvikling. Samtidig med at vi er voldsomt barnlige, alt andet ville være kedeligt! Men den modtagelse var alt hvad jeg havde brug for. TAK for jer, TAK for os.

 

 

Kærligheden.

Kommer heldigvis snart hjem på besøg. Det er bestemt min største gave og den jeg er allermest sikker på i hele universet. Med den ro jeg har fået gennem min yoga uddannelse og den ro han giver mig, ved at elske mig ubetinget. At vi sammen og hver for sig har plads til at vokse gør, at jeg hviler i ikke at være sammen hele tiden. At være hver for sig.

Dog gør min rastløshed mig måske en smule afhængig, at jeg føler mig lidt alene. Men det tror jeg kan være meget normalt for os alle, når vi har en tæt relation til et menneske. En forståelse, som ikke bare kommer med hvem som helst.

Alt skal nok falde på plads, når han er klar til at forlade CLS. Vi har hver vores proces, hvor det er vigtigt at give plads til hinanden, selvom det måske ikke altid er lige det jeg helst vil. Men som med mange andre aspekter af livet, så skal der altså to til en tango.

Det eneste jeg ved med sikkerhed er, at han er min og jeg er hans. Så simpelt.

 

 

Frustrationer.

Over det danske system. Det er aldrig ligetil.

Noget af det er forståeligt. Vi har SÅ mange fordele. Men jeg er ikke sikker på at jeg vil være en del af dem alle. Jeg har aldrig været en del af hverken a-kasse eller fagforening, kun i det spanske system, det sørger ogbetaler ens arbejde for. Det hele bundet meget i at jeg ikke har lyst til at gå ledig og udfylde en masse jobansøgninger. Jeg føler mig ikke godt tilpas under de kriterier, også selvom jeg næsten er ligeglad med, hvad jeg skal tjene mine penge på til en start. Jeg ønsker bare at holde ferie lidt, arbejde på nogle små jobs og være mig. Få skrevet mine oplevelser ned. Være menneske og mærke efter hvad jeg brænder for. Jeg forstår dog systemet fra systemets side, men det er en frustration for mig, da det lukker mig inde.

 

”Faith is taking the first step even when you don’t see the whole staircase”
– Martin Luther King JR.

 

Jeg ved ikke helt hvad der skal ske, men noget skal der. Min første prioritet er mig. Og det er ikke egoistisk. Batterierne skal genoplades så jeg har bedre mulighed for at hjælpe andre og være 110% tilstede, når jeg er sammen med andre mennesker. At hjælpe, det er bestemt min passion.

Jeg er åben for ideer, inspiration og muligheder. Så del endelig, hvis du har noget på hjertet. Det vil jeg sætte utroligt meget pris på!

I have a dream. ♡